Et tæt og tillidsfuldt samarbejde – med barnet i centrum
I Sct. Georgsgården lægger vi stor vægt på et åbent og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Vi tror på, at det gode forældresamarbejde udspringer af ærlig og løbende dialog – og at vi sammen skaber de bedste rammer for barnets trivsel, udvikling og glæde.
Derfor inviterer vi til faste samtaler i løbet af barnets tid i børnehaven:
________________________________________________________________________________________________________________
Opstartssamtale
Før barnet starter, inviterer vi til en opstartssamtale, hvor vi sammen taler om, hvordan vi kan skabe den bedst mulige begyndelse. Vi drøfter jeres forventninger til hverdagen i Sct. Georgsgården og lærer jeres barn lidt at kende, så vi kan tage godt imod.
________________________________________________________________________________________________________________
Tre-måneders samtale
Når barnet har gået hos os i cirka tre måneder, inviterer vi til en opfølgende samtale. Her tager vi udgangspunkt i en trivselsvurdering (TOPI), som I modtager forud for samtalen. Vi taler om barnets trivsel, relationer og udvikling – og hvordan barnet er faldet til i fællesskabet.
________________________________________________________________________________________________________________
Fire-års samtale
Når barnet fylder fire år, inviterer vi igen til samtale med udgangspunkt i en ny TOPI-vurdering. Her har vi fokus på barnets udvikling, styrker og eventuelle behov – og vi drøfter, hvordan vi i fællesskab kan støtte barnet videre.
________________________________________________________________________________________________________________
Fem-års samtale
I august eller september, når barnet er blevet en del af ældstegruppen, holder vi en fem-års samtale. Her ser vi frem mod overgangen til førskolegruppen og taler om, hvordan vi sammen kan gøre barnet klar til skolestarten. Også her danner en TOPI-vurdering grundlag for samtalen.
________________________________________________________________________________________________________________
Samtalerne er en vigtig del af vores samarbejde – men dialogen stopper ikke der. Vi prioriterer den daglige kontakt højt og er altid åbne for en snak, når der er behov. Og som en sangglad børnehave oplever vi ofte, at fællesskabet omkring sang også styrker relationen mellem børn, forældre og personale – både til hverdag og ved fælles arrangementer.